søndag den 16. januar 2011

Lidt ny indretning i stuen.

Jeg fik en del penge til min fødselsdag, og jeg valgte at købe to nye møbler for dem. Jeg har købt et natbord, som jeg synes kunne være rigtig sødt i stuen. Det måtte ikke være forstort, da det skulle stå mellem sofa og vores franske dør. Jeg købte og lampen, men den er kun en stand-in-lampe indtil jeg får råd til en Best Lite til at hænge på væggen. Der går nok lidt tid. Jeg synes der er kommet lidt mere hygge i stuen på den her måde. Den store kurv og de tre æsker er købt hos Isabella Smith, som har lidt udsalg. Kurven har jeg været på udkig efter længe, da jeg mnaglede noget til mit garn. Projektet i kurven er et slumretæppe til Kim.

Jeg købte også dette vitrineskab her. Der var to formål med skabet. 1 at det skulle skabe lidt mere hygge i stuen og 2 opbevaring til vores vinglas og isasietter primært. Vi skal snart tage nogle skabe ned i køkkenet for at gøre plads til en bænk, så derfor manglede vi lidt plads til det vi ikke bruger så ofte.

Skamlen her er et lidt sjovt projekt. Jeg fandt en gammel teaktræsskammel i en genbrug, og den malede jeg blank sort og så har jeg ombetrukket den med fake fåreskind. Jeg synes selv den er blevet så fin.











fredag den 14. januar 2011

Nye projekter igen.

Denne gang er det symaskinen jeg har haft gang i. Jeg er ikke særllig god til at sy, men jeg ville simpelthen prøve at sy lidt til pigerne. I første omgang er det blevet til Lisa. Jeg har forsøgt mig med tullebukser, hagesmekke og suttesnore. Bukserne er jeg meget godt tilfredse med. Der er lidt småfejl, men sådan er det vel når det er begynderprojekter. De lyseblå bukser er noget gammelt stof, som jeg har fået hjemme fra in mors gemmer. Min mor har engang syet en kjole eller nederdel til mig i samme stof. Det er lidt sjovt at tænke på, synes jeg.

Jeg har også lavet tre hagesmække, og den første her, er 3. forsøg, og den blev helt klart bedst. Øvelse gør mester. Jeg må også indrømme at jeg var nødt til at bruge noget skråbånd der var lidt bredere, da det gik lidt galt på de to hagesmække nedenunder. De kan godt bruges som de er, så de bliver ikke lavet om.










Suttesnorene kan man jo nemt lave af rester. Jeg skulle bare lige greje, hvordan det skulle vendes osv, så gik det fint. Hvis jeg bliver en haj til det med hagesmække og suttesnore, så kan det være jeg vil sælge nogle stykker i min lille Amio butik.



Nu skal jeg igang med et kort. Jeg har fået bestilling på et kort til guldbryllup. Skal lige kigge lidt rundt på nettet, for jeg er helt blank.
Ha' en god dag og god weekend, når i kommer så langt.




tirsdag den 4. januar 2011

Godt nytår.

Her er en lille collage over fødselsdagsgaver og julegaver til mig of lidt af ungernes julegaver.
December plejer at være en hård månes for os. Både Kim og jeg har fødselsdag og så er der rigtig mange andre i familien der også fylder år, så alle weekender er altid booket i december. Vi har altid slået vores fødselsdage sammen, da der jo kun er 9 dage imellem, og det gør vi også i år, men vii har valgt at rykke den her til januar, for vi orkede simpelthen ikke mere i december. Så på lørdag går det løs igen.
*
På selve min fødselsdag den 13. dec. var mine og Kims forældre her til lidt mad og det var rigtig hyggeligt.
*
Vi tog til Bornholm den 20. dec og nåede derover inden det hele lukkede ned og alt stod stille. Det var helt rart. Der var ikke noget man skulle nå og havde man ikke lige fået handlet det hele, så var det bare ærgeligt.
Hjemme igen den 27. dec, hurtig pakke ud og komme på plads. Den 28. jul hos Kim forældre. Den 29. dec gik med tandremsudskiftning på vores den ene bil. Heldigvis for os er Kims bror mekaniker og kunne klare det hele i garagen for os. Den 30. skulle der jo så lige byttes en stak julegaver, for det kan man jo i mange tilfælde kun frem til den 31. dec. -Hold kæft, hvor er det latterligt. Hvem fanden gider drøne rundt mellem jul og nytår og bytte julegaver? Vi har jo lige været igennem alt julegaveshopping i et mylder af mennesker over alt, og så tvinger forretningerne os til at gøre det endnu engang. Jeg er sikker på at de ville få solgt meget mere, hvis de lige ventede en lille uges tid med at skyde det udsalg igang, og man havde lidt længere frist til at bytte sine gaver. Så kunne det jo være at lysten til impulsshopningen kom igen, når man havde god tid og ikke mindst lidt mere plads.
*
Nå, heldigvis er det overstået for i år. Vi havde også inviteret gæster til nytår i år. Vi var 6 voksne og 6 børn og vi havde en rigtig hyggelig aften. Jeg kapitulerede kl. 02.30, men de sidste lukkede og slukkede 04.30. De efterfølgende dage brugte vi udelukkende til at puste ud, rydde op og gøre lidt rent, så nu er huset jule- og nytårsfrit igen. Og det er en god ting, for som i kan se på billederne har jeg fået en del lækre og fine ting. Jeg fik jo Kubus lysestagen til føds. og Kähler vaserne til jul.... Dejligt... Ud over det, fik jeg også et par lækre solbriller af Kim til jul og til føds. fik jeg et Spinning armbånd med et enkelt led. Fik penge af mine forældre, som jeg købte endnu et led for.
*
Håber i alle har haft en dejlig jul og et godt nytår. Nu vil jeg have gang i lidt kortkrea igen, så jeg kan få gang i salget igen.