søndag den 19. september 2010

Nye kort sat til salg på Amio.dk

Så blev det til lidt nye kort og flere er på vej. Jeg har jo min lille Amio butik, men der er altså ikke det helt store salg derfra, og helt ærligt, så er jeg også bange for kortene er for dyre, men med porto, gebyrer og div., så tjener jeg jo stadig ikke noget på det. Det er som sådan heller ikke min mening at jeg skal tjene penge på kortene, men jeg ønsker bare at have et lille tilskud til nye materialer osv.
*
Nå, men nu har jeg prøvet at lave pakkeløsninger i stedet for. Så må jeg se om det rykker lidt eller om det ganske danske land slet ikke er til hjemmelavede kort.








tirsdag den 14. september 2010

Som lovet...

Som lovet er her et par billeder af min fluesvamp og min lappepude.
Svampen er efter samme opskrift som svampen i forrige indlæg og så har jeg bare syet hvide prikker på.

Lappepuden har jeg lavet af stof fundet hjemme i min mors gemmer, lidt nyt fra Stof og stil og af lapper klippet ud af bodyer pigerne ikke kunne passe mere. Jeg synes det kunne være ret sjovt at de om nogle år kan fortælle at det er deres gamle bodyer som de brugte da de var babyer. Jeg håber også at de synes det er sovt. Lige nu forstår de det jo ikke.
Jeg har lapper til en mere, så de kan få en hver.




torsdag den 9. september 2010

opskrift på svampen i forrige indlæg.


Det her er min version af svampen. Den oprindelige opskrift er ikke helt sådan, men jeg synes at toppen blev for lille i forhold til stokken, så jeg har gjort den lidt størrer.


Stokken:


Lad en god lang snor hænge til at sy bunden op med. Ca. 30 cm.


Hækl 3 lm og hækl dem sammen til en ring med en km i 1. lm


1. omg. 1 lm, 6fm om ringen

2. omg. 2 fm i hver m i alt 12 fm

3. omg. 2 fm i hver m i alt 24 fm

4.-6. omg. 24 fm.

7. omg. *2 fm. 2 fm sm* gentag fra * til * omgangen rundt.

8.-12- omg. 18 fm

13. omg. *1 fm 2 fm sm* gentag fra * til * omgangen rundt.

14.-17. omg. 12 fm

18. omg. 2 fm i hver m i alt 24 fm

19. omg. 2 fm i hver 4. m i alt 30 fm

20, omg. 2 fm. i hver 5. m i alt 36 fm.


Toppen:


Hækl 3 lm og hækl dem sammen til en ring med en km i 1. lm

1. omg. 1 lm, 6 fm om ringen

2. omg. 2 fm i hver m i alt 12 fm.

3.-4. omg. 12 fm

5. omg. 2 fm i hver 2. m i alt 18 fm

6.-7. omg. 18 fm

8. omg. 2 fm i hver 3. m i alt 24 fm.

9.-10. omg. 24 fm

11. omg. 2 fm i hver 4. m i alt 30 fm.

12.-13. omg. 30 fm

14. omg. 2 fm i hver 5. m i alt 36 fm

15. omg. 36 fm.

16. omg. nu hækles top og stok sammen, hækl 1 fm hvor der hækles gennem 1 m fra toppen og 1 m fra stokken , hækl gennem alle 36 m. Inden du når helt rundt fyldes den med fiberfyld.


Put evt. en klokke eller noget andet i som kan rasle, så fungerer den som en rigtig fin lille rangle.


God hæklelyst. Glæder mig til at se nogle flotte resultater rundt om i blogland.

søndag den 5. september 2010

Lidt kreativitet igen.

Så fik jeg endelig sat tapet på Ikea skamlen. Jeg skal dog lige have den lakeret i morgen, så den igen kan bruges når Sarah skal vaske hænder på badeværelset. Der kommer ofte en del vand ved siden af, så den skal forsejles rigtig godt...;-)

Lille dukke Eva har også fået nyt sengetøj i dag. Dyne, pude og madrads blev det til.



Se hvor fint hun sover her.




En lille svamp er det også blevet til. Jeg vil lave nogle flere, som jeg vil putte en klokke ind i, så fungerer de fint som en lille rangle. De er meget nemme at hækle.


I dag har vi bare nydt søndagen og det har været dejligt. Sarah har været den sødeste og mest glade pige i dag, så det har været rigtig skønt.
Jeg skylder jer at vise et billede af min lappepude. Den kommer på i morgen.
Fortsat god søndag aften.

onsdag den 1. september 2010

Pude, elefant, grannystripes og guld...

For første gang i mit liv, var jeg i stof og stil i sidste uge. Jeg måtte jo bare eje noget af alt det lækre retrostof og andre fine sager. Købte en del, men har ikke lige fået taget billeder af det hele.
Jeg har fået syet to puder og her er den første. Jeg har ikke fået taget billede af den anden endnu.
Det er meningen at de er til pigernes værelser. Jeg vil sy mange flere, men skal lige på loftet efter en stor sæk fyldt med gamle puder. Dem kan jeg jo bare hive betræket af og bruge dem.


Så til et af mine hælkleprojekter, som endnu ikke er helt færdig. Den mangler tre ben endnu. Jeg har hæklet den her uden mønster, så jeg er ikke helt sikker at jeg synes snablen er helt god. Synes måske den er lidt for lang. Hvad synes i? Detaljerne må i heller ikke kigge så meget på. Det er trods alt kun min andet projekt og det er helt selvlært, så jeg skal nok øve mig noget mere.
Mit allerførste hækleprojekt er det her tæppe. Det passer lige i størrelsen til barnevognen, hvilket også var meningen.


Så har jeg da også lige fået lavet et par blomster eller to eller ti...;-) Dem har jeg syet fast på myggenettet. Jeg synes selv det er ret sødt.


Og se så her... Jeg har været i min mors gemmer, og det er hvad jeg fik ud af det. Det pureste guld... Der er mange små lapper imellem, men også en del reelle stykker, så nu må jeg se hvad jeg kan få kreeret af det.
På billedet her ses stof, som jeg også har sengetøj i. Det er min mor der har syet det da jeg var lille. Der mangler pudebetræk til begge dynebetræk, så det vil jeg lige få syet sammen af det her, så jeg nu har hele tre sæt junior retrosengetøj til pigerne. Er det ikke bare herligt? Og så kan jeg godt li' tanken om at jeg også har sovet i det da jeg var lille.


Udover bunken af stof her på bordet fandt jeg også en sæt voksen sengetøj i ægte retrostil. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal med det endnu, men mon ikke jeg kan finde på noget. Jeg fik også mange hvide pudebetræk med broderede blonder på. I ved dem hvor der er sådan en mellemstykke som er en blonde. Nogle var der også broderet min mors initialer i, og dem synes jeg er vildt flotte. Dem skal jeg have købt nogle puder til, og så skal de være i soveværelset som pyntepuder.